CIA afslører opskriften på et statskup

Et forum for det Danske folk - Hvis du vil VIDE mere

Moderator: The Forum Group

Post Reply
User avatar
PaCmAn
Posts: 5326
Joined: Tue Jun 06, 2006 3:51 pm
Location: www.pacman.pt.vu
Contact:

CIA afslører opskriften på et statskup

Post by PaCmAn » Sun Sep 29, 2019 10:43 pm

CIA afslører opskriften på et statskup

For 60 år siden væltede CIA en lovlig regering i Iran – på grund af frygt for olie og Sovjet. Men hvordan foretager man sådan et kup? CIA har offentliggjort dokumenterne fra dengang, og her er anatomien i et kup.

https://www.berlingske.dk/international ... t-statskup

SANTA FE: Det er dårligt nok en nyhed, når CIA nu officielt erkender at stå bag kuppet i Iran i 1953.

Kuppet fandt sted for 60 år siden og havde en effekt, som rækker langt ud over selve begivenhederne, og siden har artikler og bøger beskrevet CIAs rolle, to amerikanske præsidenter har bekræftet den og beklaget den, og CIAs egen kup-planlægger har talt ud. Så reaktionen var et rungende »nå«, da CIA i sidste måned afklassificerede stakkevis af dokumenter, og instituttet National Security Archives offentliggjorde dokumenterne, og magasinet Foreign Policy skrev om dem.

Men dokumenterne er interessante af andre grunde end spionernes »vi gjorde det;« de er interessante, fordi de giver et indblik i den tænkning, som prægede Den Kolde Krig, og fordi de i detaljer gennemgår, hvordan CIA gennemførte et kup.

Så her – på baggrund af en nøje gennemlæsning af dokumenterne – er anatomien i et militærkup.

1 Baggrund: »Billig olie er af vital britisk interesse«

Irans shah bortleasede i 1872 landets olie til britiske rigmænd, som senere stiftede Anglo-Persian Oil Company. I 1914 købte den britiske regering 51 pct. af aktiekapitalen. Iran fik kun en forsvindende lille del af profitten, og op gennem 1940erne blev »olieplynd­ringen« et politisk samlingspunkt for iranerne. Det blev ikke bedre af, at briterne under Anden Verdenskrig besatte Iran for at beskytte sin olie. I 1951 valgte det iranske parlament en af de førende kritikere og nationalister, Mohammad Mossadeq, til premierminister.

Hans folkelige popularitet var så overvældende, at shahen ikke turde andet end at udpege ham. Mossadeq gjorde alvor af sit valgløfte og meddelte, at Iran ville have sin undergrund tilbage. Han opsagde aftalen. Det var en alvorlig bet for briterne – for som CIA skriver – »de britiske ledere mente, at billig olie til hjemmemarkedet og stor profit var af vital betydning for deres nationale interesser. De (...) nærede heller ingen respekt for iranerne, som de betragtede som ineffektive, korrupte og snæversynede«.

Bagefter skrev CIA-analytikere, at briterne »misforstod« oliekrisen. De forstod ikke, at det for iranerne var et politisk anliggende. De troede, at det var et økonomisk anliggende.

2 »Vi risikerer en Tredje Verdenskrig… «

USA forsøgte at mægle mellem sine to allierede, men i foråret 1953 spidsede krisen til. Briterne sendte faldskærmsstyrker og fartøjer i retning mod Iran og foranstaltede en vestlig boykot for at knække den iranske økonomi. Sovjetunionen bød sig til som ny iransk samarbejdspartner, og Mossadeq skrev til USA og bad om økonomisk støtte, for »ellers er vi nødsaget til at gå til andre«.

Det fik præsident Eisenhowers folk i Det Hvide Hus til at udarbejde følgende sikkerhedsvurdering: Hvis Storbritannien reagerer militært mod Iran, »er det sikkert, at Sovjet (...) vil besætte det nordlige Iran.

Det er også sandsynligt, at de vil rykke mod syd for at imødegå den britiske styrke og hjælpe sin nye iranske »allierede«. Dermed vil den iranske olie være tabt for Vesten og inddæmningen af Sovjetunionen slået fejl … og under de omstændigheder er risikoen for en Tredje Verdenskrig nærliggende. Derfor synes et USA-assisteret kup at være at foretrække frem for at lade tingene gå deres egen uforudsigelige gang«.

I marts 1953 skrev CIA et arbejdspapir med overskriften »Kampagne for at installere en pro-vestlig regering i Iran.« I den følgende linje hed det: »Mål: Premierminister Mossadeq og hans regering.« 19. juni 1953 gav Det Hvide Hus – og briterne – grønt lys til »Operation AJAX«, som var planlagt og ledet af CIAs chef i Teheran, Kermit Roosevelt.

3 »Shahens dynamiske søster skal overtale ham«

Den unge shah Reza Pahlavi var det formelle iranske overhoved, han var »behageligt orienteret mod vestlig kultur og sport«, men han var også »vægelsindet« og »uden rygrad«. Udgangspunktet for kuppet var at få ham til at fyre Mossadeq og dermed udløse en konstitutionel krise. Derfor sendte CIA først shahens »dynamiske og stærke tvillingesøster« af sted for at overtale ham, dernæst fik shahen besøg af en personlig amerikansk ven, general Norman Schwarzkopf, som fortalte ham, at der var tale om et amerikansk og britisk ønske, og til sidst gik Kermit Roosevelt – på vegne af præsident Eisenhower – til shahen for at overtale ham.

4 »En senil galning som græder på sin sofa«

CIA satte en propaganda-aktion i gang for både indirekte at presse shahen og bearbejde den offentlige mening i Iran og for at skabe en »fornemmelse for verdenskrise«. 9. juli offentliggjorde CIA et brev, som præsident Eisenhower havde sendt til Mossadeq. Heri afviste amerikanerne at hjælpe Iran-regeringen økonomisk. 28. juli sagde USAs udenrigsminister, at han var bekymret for den rolle, som »det kommunistiske parti spiller i Iran«, og den rolle »gør amerikansk støtte umulig«.

CIA »plantede« også artikler i »talrige store amerikanske aviser og magasiner«, og de beskrev Mossadeq som en senil galning, der lå og græd på sin sofa, mens krisen tog til, og »da artiklerne blev optrykt i Iran, havde de den ønskede effekt i nervekrigen mod Mossadeq«. 15. august 1953 – »og efter betydeligt pres« – besluttede shahen sig for at fyre Mossadeq og udnævne den premierminister, som CIA havde bedt ham om at udnævne, »den venligtsindede general Zahedi«.

5 »Kuppet er slået fejl«

Men CIAs plan A begyndte hurtigt at falde fra hinanden. Mossadeq nægtede at gå af, og shahen beordrede derfor 16. august sin kejsergarde til at anholde premierministeren. Men hans ordre blev lækket til Mossadeq, som forskansede sig med loyale styrker, og styrkerne overmandede gardisterne, og momentum vendte. Nu måtte amerikanerne i huj og hast hjælpe shahen til at flygte til Rom, og Mossadeq begyndte at rulle oprøret op. CIA »hjalp general Shahedi til et sikkert gemmested i Teheran«.

6 »Slaget er tabt, men ikke krigen«

CIAs Kermit Roosevelt var imidlertid ikke en mand, som gav op. Fra sit hovedkvarter i en hemmelig kælder i Teheran begyndte han at skrue plan B sammen. I Rom beroligede amerikanerne den rystede shah og pressede ham til at udsende en fordømmelse af Mossadeq, og Roosevelt forsøgte samtidig at berolige både Washington og London og forklare dem, at »et slag er tabt, men ikke krigen«.

I Teheran hyrede CIA folk til at runddele kopier af shahens ordre om at fyre Mossadeq, og assisteret af CIA holdt general Zahedi et hemmeligt pressemøde, hvor han erklærede sig som den retmæssige premierminister og Mossadeq som kupmager. »Det havde alt sammen en utrolig effekt på indbyggerne i Teheran«, noterer CIA-dokumenterne. 19. august forberedte Roosevelt det afgørende slag mod Mossadeq.

7 »Plan B: send bisserne i byen«

CIA havde en kritisk situation: I Iran og i plantede artikler i Vesten fremstod krisen som en konfrontation mellem den unge og vestlige shah, som ville Irans bedste, og den gamle, senile og ustabile Mossadeq, som var i ledtog med kommunisterne. 19. august hyrede CIA fire – som de blev omtalt – »bisser« og deres bander til at marchere fra den sydlige del af Teheran, og de havde givet dem hver deres rute op gennem hovedstaden. Undervejs ville pro shah-enheder fra politiet og militæret slutte sig til dem, og det ville give indtrykket af en spontan folkedemonstration.

Da demonstrationen havde nået en vis styrke, »dirigerede den lokale CIA-station« general Zahedi til at stille sig i spidsen og udsende en radiobulletin via BBC, og sidst på dagen løb de Mossadeq-tilhængerne over ende. Som et af CIA-dokumenterne kort opsummerer de følgende begivenheder – »shahen kom tilbage, Mossadeq og hans ministre blev anholdt og kommunisterne henrettet«. CIA overførte 44 mio. dollar – i 2013-penge – til general Zahedi og hans regering, og briterne ophævede olieboykotten.

8 Efterskrift: CIA sejrede ad helvede til

Premierminister Mossadeq blev i 1953 idømt tre års fængsel for landsforræderi. Han blev holdt i husarrest indtil sin død i 1967.

Iran nationaliserede sin olie, men USAs særlige olierådgiver »overtalte general Zahedi til at indse det fornuftige i at lade et vestligt konsortium« køre industrien, hedder det i CIA-dokumenterne. Konsortiet var domineret af British Petroleum og Standard Oil. Den nye aftale firedoblede dog Irans del af olieindtægterne over de følgende år.

CIA var på det tidspunkt en ung tjeneste, og kuppet i Iran blev betragtet som et svendestykke, der gav prestige i Washington. Det amerikanske udenrigsministerium og rådgivere i Det Hvide Hus havde forudset en fadæse, fordi de ikke troede, at shahen kunne »overtales« til at fyre Mossadeq. Men CIA fik ret, fordi – som CIA noterer i dokumenterne – »status quo var ikke ønskelig, og for at ændre status quo var det nødvendigt at handle dristigt«, og kuppet gjorde dermed »dristighed« til et dogme.

Dristigheden førte til andre CIA-støttede kup og kupforsøg i lande som Guatemala (1954), Cuba (1961), Irak (1963), Sydvietnam (1963) og Chile (1973).

Kuppet i Iran var en koldkrigssejr, men står i dag i et mere tvivlsomt skær – både konkret og som princip. For et kup er måske, som CIA formulerede det dengang, at foretrække frem for status quo og usikkerhed, men et kup sætter sin egen mekanisme i gang. I Iran førte kuppet til to modstrømninger – den ene var den radikale islam ledet af ayatollah Khomeni og den anden var den militante venstreguerilla Mujahedin-e Khalq – og kuppet underminerede konsekvent shahen og fik ham til at fremstå som CIA-lakaj. Alt sammen var det medvirkende til revolutionen i 1979 og shahens fald, og kuppet er i dag en kilde til dyb iransk mistro over for USA og Vesten.




---
A SUN CULT + WORLD DOMINATION = "THE NEW WORLD ORDER"
"None are more hopelessly enslaved than those who falsely believe they are free." -Goethe
Image
Image
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
-- - - - - - - - - - - - - - - > > > LISTEN TO ALEX JONES RIGHT NOW - CLICK HERE < < < - - - - - - - - - - - - - - --
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Post Reply
watch RING OF POWER here - banned in USA by youtube: